Dødsstraf var engang retspraksis og henrettelser var pædagogisk opdragende, underholdende og tegn på civilisation. I København har der været adskillige steder, man har henrettet forbrydere. Det findes endda i en besværgelse, nogle stadig siger: Amager Halshug.
I dette foredrag med billeder og kort, ser vi nærmere på hvor de steder var og hvilke typer henrettelser der er foregået disse steder. Vi skal høre om kvalificeret dødsstraf, vippegalgen, det mobile skafot og hvorfor en finger fra en hængt tyv kan være guld værd. Det sidste har noget med magi at gøre og vi får også opskriften på at sælge sin sjæl til Fanden, hvilket også er blevet praktiseret ved henrettelsespladserne.
Henrettelser er også foregået i nyere tid, og dødsstraffen i Danmark har været en del af lovgivningen længere end man lige skulle tro.
Foredragsholder: Morten Lander Andersen

